Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) "beklager stærkt" irernes nej til Lissabon-traktaten, men vil ikke i dag tage stilling til, om danskerne stadig skal stemme om de danske EU-forbehold.
"I respekt for de irske vælgeres afgørelse lader vi den irske regering give sin vurdering af situationen først, og drager ikke forhastede konklusioner," sagde han på et pressemøde.
Han tilføjede dog, at regeringens holdning er uændret: "Det tjener danske interesser bedst, at vi kommer helt og fuldt med i EU-samarbejdet."
Forbehold knyttet til Lissabon-traktat
Statsministeren erkender dog, at der med det irske nej til Lissabon-traktaten nu er tale om en ny situation, fordi det ene af de danske forbehold - retsforbeholdet - afhænger af vedtagelsen af Lissabon-traktaten.
Anders Fogh Rasmussen forventer en udmelding fra den irske regering på et topmøde i næste uge, men giver den indtil videre arbejdsro:
"Jeg forventer, at den irske regering vil give sin vurdering i næste uge, og så må vi i kredsen drøfte den nye situation, som er opstået."
Fogh håber på hurtig løsning
Forudsætningen for, at Danmark kan bevare den stramme danske udlændingepolitik efter et opgør med retsforbeholdet, hænger nemlig tæt sammen med Lissabon-traktaten.
"Den tilvalgsordning på det retlige samarbejde, som Danmark har forhandlet sig frem til, er direkte knyttet til Lissabon-traktaten. Og den træder ikke i kraft, hvis ikke Lissabon-traktaten træder i kraft," siger han.
Fogh håber på, at en løsning efter nej'et ikke vil tage lang tid af finde.
"Jeg håber, at den periode, der går med at afklare det her, bliver meget kort. EU har behov for at diskutere politik og ikke blive hvirvlet ind i en ny traktatdiskussion," siger han.





