Det er ikke kun Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, der har brugt ministerielle midler til at afholde Venstre-arrangementer.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har lagt hus til V-møder og arrangementer for Liberalt Forum for i alt 35.890 kroner. Ministeren erkender fejlen og Venstre har tilbagebetalt beløbet til ministeriet.
"Det er drønærgerligt. Det gode er, at fejlene nu er blevet rettet, og at procedurerne er strammet op," siger Claus Hjort Frederiksen.
Ministeren havde bedt Beskæftigelsesministeriet om at gennemgå alle bilag vedrørende ministerrepræsentation fra 2003 og frem til i dag. Efter statens regnskabsregler opbevares bilag kun i fem år efter regnskabsårets afslutning. Derfor er det ikke muligt at gennemgå bilag fra før 2003.
Beløb: 35.890,41 kroner
Beskæftigelsesministeriet har dog i stedet foretaget en gennemgang af posteringslister tilbage fra regeringsskiftet november 2001. Gennemgangen af samtlige bilag har ifølge ministeriet selv vist, at der ikke er afholdt udgifter, som Claus Hjort Frederiksen burde have betalt af egen lomme. Derimod er der en række regninger i forbindelse med møder og arrangementer, som Venstre eller Liberalt Erhvervsforum burde have afholdt, men ikke efterfølgende er blevet opkrævet for.
I alt er der i perioden 2002 - 2007 tale om 34 møder og en samlet udgift på 35.890,41 kroner. Beløbet er nu opkrævet og indbetalt til ministeriet.
Det er ikke ministerens ansvar
De 34 møder omfatter ifølge ministeriet dels arrangementer, hvor det er en klar fejl, at regningen ikke er sendt til Venstre, dels mindre udgifter eksempelvis til kage og frugt ved møder.
Departementschef i Beskæftigelsesministeriet Bo Smith beklager også fejlene.
"Gennemgangen viser desværre, at vi ikke har været tilstrækkeligt omhyggelige med at overholde disse retningslinjer. Det er naturligvis ikke ministeren, men ministeriets medarbejdere, der håndterer de enkelte regninger, og det er derfor mit ansvar, at der er sket fejl. Der er nu strammet op på procedurerne i ministeriet," siger Bo Smith.
Det er drønærgerligt. Det gode er, at fejlene nu er blevet rettet, og at procedurerne er strammet op
Claus Hjort Frederiksen (V)





