Mens den danske regering har vedtaget Lissabon-traktaten, stemte irerne nej. De næste uger vil afgøre, om EU skal starte forfra - igen. Læs om traktaten her.

Af Natali Braagaard

18 ud af i alt 27 EU medlemslande - herunder Danmark - har allerede vedtaget EU's nye traktat, Lissabon-traktaten, men irerne - der som det eneste medlemsland stemte om traktaten - sendte i fredags EU til tælling, da 53,4 procent stemte nej. Men hvad er det egentlig, irerne stemte om? Få et hurtigt overblik over traktaten her:

Reformtraktaten: Nej til fælles flag og motto
Reformtraktaten er forløberen for Lissabon-traktaten - formålet med begge traktater var og er, at tilpasse EU til de mange nye medlemslande, som EU har fået siden begyndelsen af 1990'erne.

Senest blev Bulgarien og Rumænien optaget i 2007.

Forfatningstraktaten skulle have erstattet de nuværende traktater (EF-traktaten og EU-traktaten). Den indeholdt blandt andet en række henvisninger til EU-symboler som flag, hymne og motto - ligesom traktaten skulle have indført en fælles EU-udenrigsminister.

Men al snak om en forfatningstraktat blev skrinlagt, da Frankrig og Holland ved folkeafstemninger henholdsvis den 29. maj og 2. juni 2005 sagde nej: EU blev sat på pause i to år, indtil emnet igen blev taget op på en regeringskonference i 2007.

Lissabon-traktaten: Et mere åbent EU
Resultatet af en regeringskonference i 2007 blev Lissabon-traktaten, der blev underskrevet i Lissabon i Portugal den 13. december 2007.

Målet er, at traktaten skal træde i kraft den 1. januar 2009 - det kan kun lade sig gøre, hvis alle 27 EU-lande beslutter at vedtage traktaten.

I modsætning til reformtraktaten bygger denne traktat videre på de eksisterende traktater (og erstatter dem altså ikke, som det var meningen med reformtraktaten) - ligesom den ikke henviser til fælles EU-symboler eller en fælles udenrigsminister.

Lissabon-traktaten har tre overordnede formål:

• at gøre EU mere åbent og demokratisk. For eksempel får Europa Parlamentet, som er den eneste institution i EU med folkevalgte repræsentanter fra de enkelte medlemslande, mere medbestemmelse.
  
  
• at gøre det lettere at træffe beslutninger i et EU med 27 i stedet for 15 medlemslande - der bliver derfor indført flere flertalsafgørelser i stedet for enstemmighed
  
  
• at gøre EU bedre i stand til at reagere hurtigt på globale udfordringer. Derfor bliver der indført en ny fast formand for Ministerrådet.

Traktaten ændrer desuden:

• Antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet bliver 750 (mod 785 i dag). Det er meningen, at Danmark får 13 medlemmer mod 14 i dag
  
  
• Antallet af kommissærer bliver sat 2/3 ned fra 27 til 18 fra 2014. Kommissærposterne kommer til at gå på skift mellem medlemslandene
  
  
• At EU-landene skiftevis har formandskabet for Ministerrådet i et halvt år ad gangen. Der bliver mulighed for "gruppe-formandskaber" mellem tre lande, og lande der har indført euroen (Euro-gruppen) får en fast formand - ligesom Rådet for udenrigsanliggender får en fast formand
  
  
• Det Europæiske Råd får en fast formand, som sidder 2½ år
  
  
• Det Europæiske Råd kan med enstemmighed og efter godkendelse af Europa-Parlamentet beslutte at ændre beslutningsproceduren på visse områder
  
  
• Europa-Parlamentet får øget indflydelse på lovgivningen, da områderne, hvor Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab skal vedtage love, udvides til cirka 40 nye
  
  
• Nationale parlamenter kan gøre indsigelser over for Kommissionen, hvis et lovforslag strider mod nærhedsprincippet - det vil sige, hvis beslutningerne ikke træffes så tæt på borgeren som muligt.
  
  
• EU bliver én juridisk person. Det betyder at EU f.eks. kan tilslutte sig internationale aftaler.

Derudover er der i traktaten indført formelle regler for, hvordan et medlemsland melder sig ud af EU, som Grønland gjorde i 1985.