Det var ulovligt, hvis finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) som amtsborgmester i Frederiksborg Amt aftalte med Venstre, at partiet betalte noget af hans taxikørsel.
Det fastslår de tre forhenværende amtspolitikere Uffe Thorndahl, (før K), Conny Diderichsen (S) og Finn Hansen (K) i en fælles udtalelse.
De reagerer på, at Morgenavisen Jyllands-Posten i dag skriver, at det måske var lovligt, da Lars Løkke Rasmussen fra 1998 til 2001 fik betalt taxiregninger for 240.000 kroner.
"Aftalen forudsætter nemlig en behandling i amtets økonomiudvalg med efterfølgende godkendelse i amtsrådet. Da det ikke er sket, er udbetalinger og fordelinger i henhold til den eventuelt indgåede aftale ulovlig," skriver de.
Aftalen blev hverken forelagt amtets økonomiudvalg eller amtsrådet, hvis store flertal ville have forkastet aftalen.
Avis: Embedsmænd ryddede op
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten sikrede amtets embedsmænd og ansatte i Venstre, at regningerne havnede rigtigt, så Lars Løkke Rasmussen ikke kom galt af sted med bilag som amtsborgmester, folketingsmedlem og næstformand for Venstre.
De tre amtspolitikere afviser, at amtsrådet ville have godkendt en aftale om amtsborgmesterens taxibilag. Forslaget ville "være blevet nedstemt af et stort flertal af amtsrådets medlemmer, især fordi det ville være helt ulovligt at anvende amtets midler til formål, der er amtet fuldkommen uvedkommende", skriver de.
Uffe Thorndahl, Conny Diderichsen og Finn Hansen peger på, at Lars Løkke Rasmussen i januar 2001 fik tvunget Carsten Bo Jensen (S) ud af amtsrådet for at bruge cirka 7000 kroner om måneden på at tale privat i mobiltelefon. Carsten Bo Jensen betalte efterfølgende 66.000 kroner tilbage til amtet.





