Løkkes bilagsrod måske lovligt

Søndag d. 25. maj 2008 kl. 08:45 af nabr for TV 2 Nyhederne

Lars Løkke Rasmussen (V)

Nye oplysninger tyder på, at kritikken af finansminister Lars Løkke Rasmus­sens (V) taxiregninger er uberettiget.

Selv om den nuværende finansminister var et rodehoved, som efterlod sig et kølvand af sjuskede og uforståelige taxiboner, da han var amtsborgmester i Frederiksborg Amt, skal det have gået lovligt for sig, da han fra 1998 til 2001 fik betalt taxiregninger for 240.000 kr.

Det skriver Morgenavisen Jyllands­-Posten, som har lavet en undersøgelse af taxibonerne.

Embedsmændene holdt styr på bilagene
Dokumentationen for, at Løkke på taxiturene var ude i amtets ærinde, er angiveligt destrueret.

Alligevel er det muligt at sammenstykke pålidelige oplysninger til et billede af, at embedsmænd i Frederiksborg Amt, i Folketinget og i partiet Venstre i fællesskab sørgede for, at regningerne kom de rigtige steder hen.

På den måde kom Lars Løkke Rasmussen ikke galt af sted med sine tre kasketter som amtsborgmester, folketingsmedlem og næstformand for Venstre.

Print artikelSend til en ven Del på facebook