Når prins Joachim og Marie Cavallier giver hinanden deres ja i Møgeltønder Kirke, bliver det i et rosehjerte med de to brudeskamler placeret i midten.
Det formodes, at brudeskamlerne er en gave fra Christian den 6. til grev Schack i 1794, hvor greven flyttede fra Amalienborg til Schackenborg Slot efter branden på Christiansborg Slot.
Siden har skamlerne været en del af inventaret på Schackenborg Slot. Skikken med at placere brudeparret i et blomsterhjerte menes at være sønderjysk.
De unge kongelige deltager
Allerede fra morgenstunden gik Dannebrog til tops på flagstænger overalt i Møgeltønder for at byde velkommen til bryllupsgæster fra ind- og udland.
Fra kongehusene deltager især den yngre generation, bl.a. kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit fra Norge, kronprinsesse Victoria af Sverige samt prinsesse Märtha Louise og Ari Behn.
Fra den danske kongefamilie deltager - foruden dronning Margrethe og prins Henrik - kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og Joachims to sønner, prins Nikolai og prins Felix. Desuden dronningens to søstre, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie. Ingen af de to søstre har deres ægtefæller med, men i stedet børn og svigerbørn.
Eksdronning Anne-Marie følges med sine to døtre Alexia og Theodora og sønnerne Nikolaos og Philippos.
Fra Berleburg deltager prins Gustav og hans kæreste Carina Axelsson og prinsesse Alexandra og hendes mand grev Jefferson.





