På trods af at pædagogerne nu slutter sig til det sundhedspersonale og de FOA-ansatte, der strejker i regionerne, bakker danskerne fortsat op om de strejkende. Det viser en måling, som Megafon har lavet for TV 2 NYHEDERNE.
64 procent af danskerne har således i meget høj grad, i høj grad eller i nogen grad sympati med de strejkende, mens 31 procent i mindre grad eller slet ikke har sympati.
I sidste uge bakkede 68 procent op om de strejkende, mens 35 procent var i mod.
Mindre opbakning til pædagogerne
Når det kun gælder pædagogernes strejke som en isoleret gruppe, er der stadig opbakning blandt danskerne, dog ikke i så udpræget grad: 59 procent har i meget høj grad, i høj grad og i nogen grad sympati for pædagogernes strejke, mens 35 procent svarer i mindre grad eller slet ikke.
Det er den laveste grad af sympati, der i løbet af konflikten er blevet målt på nogen gruppe af strejkende.




