En 20-årig soldat ved Livgarden er blevet bidt af en af kongehusets gravhunde, mens han stod vagt i haven ved Amalienborg, fortæller seoghoer.dk. Soldaten blev efter biddet tilset af forsvarets læge, fik en stivkrampevaccination og var på sygeorlov i tre uger.
"Episoden fandt sted i februar, og vi har behandlet den, som vi gør med alle andre episoder, hvor værnepligtige kommer til skade i tjenesten. Sagen er sendt videre til Arbejdsskadestyrelsen," siger presseofficer ved Livgarden, kaptajn S.B. Jensen.
Soldaten blev behandlet af forsvarets læger og ikke sin egen læge, fordi det ifølge S.B. Jensen er standard for alle værnepligtige, der under aftjening af deres tjeneste bruger forsvarets infirmeri i stedet for egen læge.
Intet krav om aflivning
Fra gardernes fagforening, Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF), kommer der ikke noget krav om aflivning af den kongelige gravhund.
Meldingen fra HKKF's formand, Flemming Winther, er, at episoden ikke bør få konsekvenser for hunden. I hvert fald ikke i første omgang.
"Jeg betragter det som et enkeltstående hændelse," siger Flemming Winther. Han tilføjer dog, at han finder episoden uacceptabel, og at da han selv gik vagt på Fredensborg, nogle gange var lidt betænkelig ved hundene.
Hoffet: Hunden er ikke aflivet
Alligevel mener han ikke, at episoden hverken bør føre til aflivning eller indespærring af hunden.
"Men det er da klart, at hvis det bliver et mere permanent problem, fordi man har indkøbt en ualmindelig aggressiv lille jordfræser, så må den jo indhegnes eller holdes i snor, lyder det fra Flemming Winther.
Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, oplyser, at hunden ikke blev aflivet.





