Kongehuset har hidtil været kendt som modstander af nazismen. Nu afslører ny bog nære og kærlige bånd til ledende dansk topnazist. Det skriver Avisen.dk.
Kong Christian X., og hans nærmeste familie, afsløres i et nyt forskningsprojekt som nær ven af topnazisten Christian Frederik Schalburg.
Kongen havde søskende, nevøer og niecer, der elskede Schalburg som familie og forsvarede ham, mens han talte om racerenhed og kæmpede i Hitlers elitekorps Waffen-SS ved Østfronten under Anden Verdenskrig.
"Kongehuset har indtil nu været symbolet på den danske modstand mod nazismen. Derfor er det opsigtsvækkende, at kongefamilien har haft et nært venskab med Schalburg, der i dag bliver betragtet som Danmarks største landsforræder," siger historiker Mikkel Kirkebæk, der har brugt tre år på forskningen.
Prins gudfar for nazisøn
Forholdet til kongehuset var så tæt, at Christian X.s bror prins Gustav, før krigens udbrud, blev gudfar for Schalburgs søn.
Schalburg og hans hustru gik til private fester med kongefamilien, og i 1935 udnævnte kongen ham med ordene "os elskelig" til kammerjunker.
"Kongehuset har elsket Schalburg, selv da han var ledende medlem af det danske nazistparti, og de kongelige kendte hans holdninger," siger Mikkel Kirkebæk, der understreger, at det ikke betyder, at de kongelige var nazister.
Ikke så kontroversielt i 30'erne
Historiker Claus Bundgård Christensen fra RUC siger, at mange opfattede Schalburg som karismatisk.
"Det var i 1930'erne ikke helt så kontroversielt at være nazist, som det blev efter besættelsen. Men den tætte sammenkobling mellem topnazisten og kongehuset er opsigtsvækkende," siger han.
Først da Danmark 9. april blev besat, kølnedes forholdet mellem kong Christian X. og Schalburg.
Oprørt prinsesse
Det afholdt dog ikke kongens bror og især hans niece, den tysk-fødte prinsesse Cecilie fra at skamme sig over, at nogle tog afstand fra nazisten Schalburg. I et brev fra 1941 skrev hun til ham:
"Vi er ærligt oprørte over den måde, man behandler Dem på."
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kongehuset.
Christian Frederik von Schalburg (15/4 1906 - 2/6 1942)
SS-Sturmbannführer og leder af Frikorps Danmark. Efter sin død forfremmet SS-Obersturmbannführer af Henrich Himmler.
Søn af dansk far og russisk mor, der tilhørte adelen. Familien måtte flygte fra Rusland et år efter revolutionen i 1917. Gik ind i Den Kongelige Livgarde, hvor han blev kaptajnløjtnant. Blev sideløbende aktiv i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, hvor han blev landsungdomsfører.
Kæmpede som frivillig imod Den Røde Hær under den russisk-finske vinterkrig i 1939. Meldte sig dernæst til Waffen-SS. Dræbt af en landmine og granatsplinter ved Østfronten. Tildelt Jernkorset af 1. og 2. grad.
Tyskernes modaktioner til modstandsbevægelsens sabotager, blev i folkemunde kaldt Schalburgtage efter Schalburgkorpset, der var opkaldt efter den faldne danske nazist.
Der blev ligeledes opkaldt en nazimedalje efter ham, Schalburgkorset, men det vides ikke, om den nogensinde blev uddelt.





