Peter Brixtofte to år i fængsel

Tirsdag d. 15. apr. 2008 kl. 12:05 af dabu/ptho for TV 2 Nyhederne (opd. d. 15/4 2008; 13:46)

Peter Brixtofte

Peter Brixtofte fik i dag stadfæstet sin dom i den såkaldte sponsorsag i Højesteret. Det betyder to års ubetinget fængsel.

Brixtofte er tidligere, både i byret­ten og i Østre Landsret, blevet idømt to års ubetinget fængsel for groft mandatsvig i den såkaldte sponsorsag.

Brixtoftes forsvarer, Preben Kønig, havde krævet Brixtofte frifundet, eller at sagen går om i Østre Landsret på grund af rettergangsfejl. Efter dommen tirsdag oplyste forsvareren, at han tager dommen til efterretning.

Anklageren, rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen, havde krævet, at landsrettens dom blev skærpet til op mod fire års fængsel.

Hovedsagen, den med de dyre rødvinsregninger og de ulovlige millionlån, kører i øjeblikket i Østre Landsret og ventes først afsluttet i sommeren næste år.

Ulovlig sponsorkontrakt
Sponsorsagen er den mindste af de to retssager imod Peter Brixtofte. Den handler om en ulovlig sponsorkontrakt på 10 millioner kroner, som entreprenørfirmaet Skanska indgik med håndboldklubben Ajax-Farum.

Højesteret stadfæstede dommen i den såkaldte sponsorsag mod Peter Brixtofte.

Aftalen betød, at det reelt var Farum Kommune, der kom til at finansiere de ni millioner kroner af sponsoratet, fordi kommunen betalte en overpris på præcis det samme beløb til Skanska for renovering af en sportshal.

Skanska betalte de ni millioner kroner tilbage til Farum, da den nye ledelse opdagede, hvad der var sket.

Peter Brixtofte sidder i dag i Furesø Byråd for sit eget parti, Velfærdspartiet.

Højesterets afgørelse var enstemmig.

Print artikelSend til en ven Del på facebook