Billigere bryster i udlandet

Mandag d. 14. apr. 2008 kl. 07:40 af dabu for TV 2 Nyhederne

Pamela Anderson

Hundredevis af danske kvinder får opereret større bryster i Polen og Thailand, hvor de kan spare 14.000-23.500 kroner i forhold til danske kirurgipriser, skriver Nyhedsavisen.

Sidste år fløj 146 danske kvinder til Polen for at spare penge på bryst­implantater. 120 tog turen til Thai­land. Det er flere end nogensinde før.

"Vi oplever kæmpe fremgang. Danskerne har fået øjnene op for prisen og kva­liteten," siger Martin Olsen, direktør for Hygiea Beauty, der arrangerer rej­ser til thailandske privathospitaler.

Kombinerer kirurgi og ferie
Kirurgirejser er det største danske selskab, der formidler udenlandske operationer. Kirurgirejser har i alt hjulpet 10.000 danskere.

"Mange danskerne vil kombinere ferie og kirurgi og sparer samtidig penge," siger manden bag Kirugirejser, Atef El-Kher.

Ifølge Atef El-Kher går det så godt i øjeblikket, at Kirurgirejser nu åbner klinikker i Norge og Sverige.

Formanden for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, Per Bjerregård, er sikker på, at flere kvinder i fremtiden får brystimplantater i Danmark og udlandet. I dag får tre danske kvinder lavet større bryster om dagen.

"Den unge generation vil ikke længere bare acceptere, at de ser ud som de gør," siger han.

Print artikelSend til en ven Del på facebook