Det var hverken gift, narko eller lægemidler, der i midten af marts gjorde fire fængselsbetjente i Nyborg Statsfængsel syge.
De fire fængselsbetjente fik et ildebefindende efter at have spist en chokoladekage, som de indsatte havde bagt til dem. Betjentene fik mavesmerter og en faretruende høj puls, og de var kortvarigt indlagt. Episoden fik myndighederne til at frygte, at fangerne havde forgiftet betjentene.
"Men nu har vi fået resultatet af de retskemiske undersøgelser af både resterne af kagen og af blodprøverne fra fængselsbetjentene. Og der var hverken spor af narkotika eller lægemidler i prøverne," siger politikommissær Niels Christian Larsen fra lokalpolitiet i Nyborg.
I en kommentar til resultatet af de retskemiske undersøgelser siger fængselsinspektør Arne Tornvig Christensen:
"Gudskelov kan vi nu lægge den historie bag os. Jeg er lettet over at mistanken om forgiftning nu kan manes i jorden.
Hvad de ansatte så blev syge af, står hen i det uvisse, men da de ikke blev forgiftet, gør politiet ikke mere ved sagen.





