Københavns kommune iværksætter undersøgelse af egen socialforvaltning. Det sker efter overfaldet på den 16-årige dreng på Amager, der i går aftes døde af sine kvæstelser. Politiet har ved flere lejligheder bedt sociale myndigheder om at gribe ind over for de tre overfaldsmænd, der er varetægtsfængslet for drab - det drejer sig om to brødre på 15 og 17 og en tredje person på 18 år.
"Vi vil undersøge hvilke henvendelser vi har fået og hvornår," siger Tobias Stax, der er chef for kontoret for udsatte børn i Københavns Kommune.
Han fortsætter:
"Der er jo gået noget galt. En dreng er død - spørgsmålet er, om vi kunne have gjort noget anderledes for at undgå, at det gik galt."
Sigtet for overtrædelse af våbenloven
Kort forinden overfaldet var politiet i nærkontakt med den yngste af de tre overfaldsmænd, der trods sin unge alder kom kørende i en bil - og for mindre end en uge siden blev han sigtet for en overtrædelse af våbenloven.
De to yngste brødre har begge været involveret i hærværk, trusler og hæleri - den ældste har en dom for vold og ved en razzia i den 18-åriges lejlighed blev der konfiskeret våben.
Københavns Kommune iværksætter en undersøgelse af deres socialforvaltning. Det sker efter overfaldet på den 16-årige avisdreng.





