Dårlige vaner truer unges helbred

Mandag d. 25. feb. 2008 kl. 16:30 af dabu for TV 2 Nyhederne

Cheeseburger fra McDonald

Med mange timer på den flade foran skærmen og med sodavand, slik og chips inden for rækkevidde er de unges livsstil farlig for deres helbred.

"I dag er det især de unges kost- og motionsvaner, der truer deres helbred," siger centerchef Else Smith, Sundhedsstyrelsen, i forbindelse med præsentationen af styrelsens under­søgelse af de 11-15-åriges livsstil.

Kun hver 10. af de unge spiser de anbefalede seks stykker frugt og grønt om dagen, og 16 procent spiser slik mindst fem dage om ugen.

Samtidig viser undersøgelsen, at stadig færre unge er fysisk aktive mere end en time om dagen. Især drengene bruger megen tid foran computeren.

81 procent af de 11-15-årige drenge sidder med musen i mere end tre timer om dagen. 55 procent af pigerne er bænket foran computeren eller tv-skærmen i mindst tre timer om dagen.

Til gengæld fortsætter den positive udvikling med, at færre unge ryger, og de drikker mindre.

I 1997 havde 72 procent af de 15-årige drenge drukket mere end fem genstande på én aften i løbet af en måned. Nu er det tal nede på 57 procent.

"Selvom de danske unge stadig drikker meget, så er det opløftende, at kulturen ændrer sig, så færre unge drikker," siger Else Smith.

I 1999 røg 14 procent af de 15-årige hver dag. Det er nu ni procent.

Print artikelSend til en ven Del på facebook