Danske soldater i aktion i Kosovo

Tirsdag d. 19. feb. 2008 kl. 13:00 af dabu for TV 2 Nyhederne (opd. d. 19/2 2008; 14:40)

Danske soldater på øvelse in Kosovo

Politi i Kosovo tilkaldte i dag assi­stance fra NATO-soldater, efter at serbere satte ild til en grænsepost i Kosovo og angreb en anden grænsepost.

Blandt de soldater som hastede til området for at sikre sig, at uroen ikke udvikler sig, er 60 soldater fra den danske lejr Olaf Rye i Mitrovica.

"Vi har danske styrker på vej til grænseovergangen. Der er ikke meldinger om fysisk tilskadekomne. Ifølge mine oplysninger er der tale om en markering fra vrede serbere," siger major Steen Nielsen til Ritzau.

Angrebet ved den nye republiks nordlige grænse til Serbien understreger de stærke spændinger mellem Kosovos etniske albanere og lille serbiske mindretal, nu da Kosovo har erklæret sig selvstændig.

De kosovoalbanske politifolk havde ifølge nyhedsbureauet Reuters søgt tilflugt i en tunnel, da over 1000 serbiske demonstranter begyndte at rive grænseposten ned.

"Vi har bedt NATO sende en helikopter for at evakuere vore kontorer," siger en talsmand for politiet.

KFOR-styrkerne i området omfatter ud over omkring 300 danskere også franske, belgiske og amerikanske enheder.

KFOR-styrken er i alt på over 17.000 soldater.

Print artikelSend til en ven Del på facebook