Opløsningen af Jugoslavien - bid for bid

Søndag d. 17. feb. 2008 kl. 14:38 af Kristian Hedegaard og Ritzaus Bureau for TV 2 Nyhederne

Kort over det tidligere Jugoslavien

Med Kosovos uafhængighedserklæring synes opløsningen af Jugoslavien at være fuldendt. Her er en oversigt over, hvordan tidligere jugoslaviske republikker er blevet til selvstændige lande.

Kosovo:
Kosovo var ikke en republik, men en serbisk provins, som fra 1999 og frem var under FN-administration.

Slovenien:
Slovenien erklærede sig uafhængig i juni 1991, efter at der var næsten 90 procents flertal for beslutningen ved en folkeafstemning året før. Efter 10 dages træfninger med den jugoslaviske hær opgav Jugoslavien at forhindre selvstændigheden. EU og USA anerkendte i 1992 uafhængigheden.

Kroatien:
Det serbiske mindretal gjorde i 1990 væbnet oprør efter forfatningsændringer. Over 90 procent støttede selvstændighed ved en folkeafstemning i Kroatien i 1991, men ikke serberne. Kroatien erklærede sig selvstændig på samme dag som Slovenien i juni 1991, men serbiske grupper og den jugoslaviske hær modsatte sig, og der var krig mellem parterne frem til 1995. EU og USA anerkendte i 1992 uafhængigheden.

Bosnien-Hercegovina:
Bosniens parlament erklærede republikken for uafhængig i oktober 1991, og der blev aftalt en opdeling i 1992, som den bosniske præsident Alija Izetbegovic undsagde. Han udskrev en folkeafstemning, hvor der var flertal for uafhængighed, og erklæringen kom officielt i april 1992. EU og USA anerkendte hurtigt beslutningen. Serbien indledte en belejring af Sarajevo, og kampene udviklede sig til en borgerkrig, som varede frem til fredsaftalen i 1995.

Makedonien:
Makedonien opnåede uafhængighed uden blodsudgydelser. Det skete i september 1991, efter at beslutningen blev godkendt med 95 procent af stemmerne ved en folkeafstemning.

Montenegro:
Montenegro var den sidste jugoslaviske republik, som var knyttet til Serbien efter krigene i 1990'erne. De var sammen i Restjugoslavien fra april 1992 og i en løs union fra februar 2003. Men efter en folkeafstemning, hvor der var et beskedent flertal for løsrivelse, erklærede Montenegro sig uafhængig i juni 2006.

Serbien:
Serbien er den sidste republik i Jugoslavien, efterhånden som de andre havde løsrevet sig. Serbien er også er selvstændigt land.

Print artikelSend til en ven Del på facebook