Danmarks ambassadør i Iran, Søren Haslund, benægter, at han skulle have beklaget danske mediers brug af Muhammed-tegningerne overfor den iranske regering.
"Under min samtale på ambassaden i går lovede jeg at viderebringe den iranske viceudenrigsministers budskaber om Irans holdning til genoptrykningen af de 12 Muhammed-tegninger til det danske udenrigsministerium. Det gjorde jeg i min rapport til ministeriet i går aftes," siger ambassadør Søren Haslund til TV 2 Nyhederne.
Dansk Folkeparti er bekymret over meldinger fra iranske Press TV, der onsdag skrev, at den danske repræsentant har beklaget tegningerne. Partiet kræver en forklaring fra udenrigsminister Per Stig Møller.





