Økologisk frugt og grønt indeholder 40-60 procent flere næringsstoffer og antioxidanter end konventionelt dyrket frugt og grønt, viser resultatet af verdens største forskningsprojekt om økologi, skriver 24timer.
Resultaterne har vakt international opsigt, fordi de fleste tidligere undersøgelser har afvist, at økologi er sundere. Samtidig tager undersøgelsen højde for økologi-skeptikerne, der mener, at man ikke kan sammenligne et stykke økologisk frugt med ikke-økologisk frugt, fordi de er vokset i forskellig jord, og sorterne måske er forskellige.
Det er den engelske professor Carlo Leifert fra universitetet i Newcastle, der står i spidsen for forskningsprojektet, der er EU-finansieret med et budget på 128 millioner kroner.
Samme sorter i samme jord
I Leiferts undersøgelse har både økologisk frugt og grønt og konventionelt frugt og grønt vokset i den samme jord under ens betingelser, og man har brugt de samme sorter.
Professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, Leif Skibsted, mener også, at Carlo Leiferts resultater lyder sandsynlige.
"Det kan sagtens være rigtigt, at der er flere antioxidanter og næringsstoffer i økologisk frugt og grønt. Det skyldes, at de ikke har fået kunstgødning - dermed vokser de langsommere og indeholder flere antioxidanter," siger han til 24timer.
Og de nye forskningsresultater kan være afgørende for forbrugernes købeadfærd.
"De forbrugere, der i forvejen køber økologisk, bliver med undersøgelsen bekræftet i, at de foretager et rigtigt valg. Og den forbrugergruppe, der tvivler på, om der er beviser for, at økologi er sundere, bliver måske overbevist," siger Thomas Roland, landbrugspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.





