Søndag aften 21.18 så flere danskere en ildkugle på himlen det vil sige et meget lysstærkt meteor.
Ildkuglen kunne ses i adskillige sekunder, og ifølge observatørerne havde den en klar hvidlig eller blålig farve, oplyser Tycho Brahe Planetarium i København.
Observationer af ildkuglen er meget vigtige for at kunne afgøre, hvilken bane meteoret har haft. Personer, der har gjort iagttagelser af fænomenet, bedes derfor indberette deres observation på websiden www.ildkugle.dk.
Ud over visuelle observationer med det blotte øje blev ildkuglen også registreret af to automatiske kameraer, der overvåger himlen. Kameraerne drives af Astronomisk Observatorium under Niels Bohr Institutet.
Hvis det lykkes at bestemme banen, er det muligt at give et bud på, hvor eventuelle rester af ildkuglen har ramt Jorden. Selv om det er sjældent at finde stumper af ildkugler, er det dog sket, blandt andet i forbindelse med en ildkugle over Århus i 1951.
Meteorer - som også kaldes stjerneskud - opstår, når små stenklumper med høj fart trænger ind i Jordens atmosfære. Den store varme, der dannes, får stenen til at fordampe og luften til at gløde, og det er det, vi ser som stjerneskud.





